Côtes du Rhône er et af Frankrigs helt store vinområder, der siden oldtiden er blevet udnyttet til dyrkning af vin pga. af de unikke klimatiske forhold omkring Rhône floden. Én af de mest berømte vine – Chateauneuf du Pape – kommer netop fra Côtes du Rhône, og fik sit navn fordi pave Johannes XXII byggede et paveslot. Paverne fik hovedsæde i Avignon i det 14. århundrede, og i områderne heromkring blev der anlagt vinmarker for at dække pavernes behov.
Området der strækker sig fra Valence i nord til Avignon i syd dækker over et produktionsareal på ca. 35.000 ha, som dyrkes af ca. 1,4 millioner vinavlere. Gennemsnitsudbyttet er ca. 40 hl pr. ha. Det er områdets klima, jordbundsforholdene og druesorterne der er med til at gøre Côtes du Rhône vinene unikke. Vinbønderne spiller naturligvis en meget betydende rolle – dygtighed, omhu, arbejdsomhed og innovation er med til at gøre vinene specielle.
Man skelner mellem vine fra det nordlige Rhône – dvs. området fra Vienne ned til Valence, og vine fra det sydlige Rhône, dvs. området fra Montelimar i nord og til Avignon i syd. Vinene fra det nordlige område baserer sig hovedsageligt på syrah-druen. De er meget kraftige og kræver en del lagring, før de er drikkemodne. Vinene, der er dyrket under vanskelige vilkår pga. de stejle skråninger, befinder sig ofte i den dyrere ende. Vinene fra det sydlige område er også kraftfulde og meget aromatiske, men mere tilgængelige. Prismæssigt befinder de sig ofte i et lavere leje end vinene fra det nordlige Rhône område, men det skal man ikke lade sig narre af – man får rigtig god kvalitet for pengene.
Det sydlige Côtes du Rhône er efter vores mening et dejligt område at færdes i, vinene er kraftfulde og populære, der er mange hyggelige restauranter og der er en venlig og afslappet atmosfære i det hele taget. Det er utroligt spændende at gå på opdagelse i vinene fra området. Ved besøg hos vinbønderne finder man hurtigt ud af, hvor forskellige vinene kan være fra Domaine til Domaine, samtidig med at de fastholder områdets særpræg og gennemgående karakter.
Vil du vide mere om Côtes du Rhône området kan følgende links være interessante:
https://www.vins-rhone.com/vignobles/appellations/cotes-du-rhone